Seværdigheder i Padova

PADOVA: betegnes som det 1400 århundredes maleri hovedstad, da de billedlige beviser for det fjortende århundredes malerikunst er grundlæggende for udviklingen af kunst i Vesten. Siden 1222 er byen hjemsted for et prestigefyldt universitet, der er blandt de ældste i verden. Hjem for en af de største og ældste bispedømmer i Italien, er byen kendt som città del Santo [Helgenens by], med henvisning til Sankt Antonius af Padova, den portugisiske franciskaner munk, der levede nogle år i byen og døde der i 1231. Resterne af helgenen bevares i basilikaen Basilica di Sant’Antonio, en vigtig destination for pilgrimme.

Tilstedeværelsen af de første bebyggelser i området kan konstateres tilbage fra det tiende århundrede f.Kr., på det sted, der svarer til nutidens centrum. Legenden siger, at Padovas grundlæggende del kan dateres tilbage til 1132 f.Kr., udført af Antenore, den trojanske prins der undslap ødelæggelsen af Troja. I år 226 f.Kr. allierede patavini’erne [Padova beboerne] sig med Rom, og blev fra år 49 f.Kr. romersk municipium. I den romerske kejsertid blev byen betydeligt rigere med forarbejdning af uld fra Asiago græsgangene. I den periode var der mange veje i byen der forbandt den med de andre store centre. I løbet af barbarernes invasioner blev byen gentagne gange plyndret, først af hunnerne i det femte århundrede, derefter af longobarderne i det syvende århundrede og af ungarerne i det niende århundrede. Padova blev en frikommune i middelalderen ved at aggregere sig med Verona ligaen og med den Lombardiske liga i kampen mod kejseren Federico Barbarossa [Frederik Rødskæg]. I 1318 kom den under Carrara familiens domæne, indtil 1405, da den blev erobret af Venedig Republikken. Over de næste fire århundreder nyder Padova freden og velstanden der garanteres af tilhørsforholdet til Venedig dømmet. Med faldet af den venetianske Republik [1797], afstod Napoleon Bonaparte byen til Østrig. Efter den tredje uafhængighedskrig blev Padova i 1866 en del af kongeriget Italien.

Dette skal ses: Basilica di St. Antonio [Antonius Basilikaen], en af de største kirker i verden, den besøges årligt af mere end seks millioner pilgrimme. Den er en af kristendommens vigtigste og mest besøgte helligdomme. Det er en pavelig basilika, og administrationen hører direkte under Pavestolens kompetence. Området, hvor kirken ligger, var i middelalderen et forstadsområde, hvor den lille kirke Santa Maria Mater Domini befandt sig, drevet Mindrebrødrene. Her havde St. Antonius opholdt sig og ved siden af kirken blev et franciskanerkloster grundlagt, måske endda af St. Antonius i år 1229. Da Antonius døde, blev hans legeme begravet i denne lille kirke, efter hans vilje. Der begyndte hurtigt at ske mirakuløse begivenheder på hans grav, og pilgrimme begyndte at strømme til. Forskellige komponenter af byens beboere forlangte at Antonius blev gjort til Helgen. Kanonisationsprocessen fandt meget hurtigt sted: i 1232 helgenkårede Pave Gregorius IX ham.Et år efter hans død blev det besluttet at bygge en ny religiøs bygning i stedet for den oprindelige kirke St. Maria, uegnet i størrelse til at rumme det stigende antal pilgrimme. Midtpunktet, hvorfra opførelsen af basilikaen blev grundlagt, blev så den gamle kirke der blev indbygget i den nye Basilica som Cappella della Madonna Mora [ Den mørke madonnas kapel].Basilikaen blev afsluttet i 1310. Basilikaens skat opbevares i La Cappella delle reliquie [Relikviekapellet]; den består af smukke relikvieskrin, der indeholder st. Antonius´ hage og Helgenens hellige ufordærvede tunge. I en glasmontre er resterne af undersøgelsen der blev udført på Helgenens legeme i januar 1981, [små dele af helgenens munkekutte, trækasser der indeholder Helgenens knogler, det stof der beklædte kasserne og en inskription fra år 1263 der vidner om den første flytning af helgenens rester]; Katedralen Basilica Cattedrale di Santa Maria Assunta er byens domkirke. Den nuværende bygning er fra det sekstende århundrede og Michelangelo Buonarroti deltog også ved konstruktionen af denne; La cappella dei Scrovegni [Scrovegni Kapellet] er beliggende i det historiske centrum og er hjemsted for den berømte serie af Giotto freskoer, dateret til XIV århundrede; Palazzo della Ragione, det antikke sæde for byretten. Konstruktionen begyndte i 1218, og der blev tilføjet en etage i år 1306. Den øverste etage består af Salonen, den største “hængende” sal i verden. Palazzo del Bo [Bo Paladset] er en del af rådhuset i Padova, fra år 1493 er det sæde for Universitetet. Grundlagt af professorer og studerende fra Bologna, det blev offentligt anerkendt i 1222. Denne gruppe af bygninger tilhørte oprindeligt Papafava familien og blev efterfølgende en slagters ejendom; han modtog dem som gave i år 1405 af byens Herre, som tak for at have leveret kød, mens byen var under belejring. Slagteren havde åbnet en kro “Albergo del Bove”, som i 1539 blev til universitetet, men navnet “Palazzo del Bo” er forblevet indtil i dag, også fordi universitetet har besluttet at beholde kraniet af en okse i sit våbenskjold. Pladsen Prato della Valle dateres tilbage til slutningen af det attende århundrede og er den største plads i byen og, med sine 88620 m², blandt de største i Europa. Den er karakteriseret af en central ø, isola Memmia, omgivet af en kanal på hvis kanter der er to rækker statuer. I den romerske periode og i den tidlige middelalder blev området brugt til militære møder og var kendt som Campo di Marte. Gennem århundrederne blev området brugt til årstidernes messer og markeder. I 1767 skiftede Prato della Valle ejer fra at være klostret Santa Giustinas ejendom til at høre under byens administration.